søndag den 6. oktober 2013

Hey Danmark!

Er glædeligt, men sørgmodigt hjemvendt til Danmark. Ti måneder gik i en nation, med et folk jeg elskede og foragtede - blot et strejf af en tanke om at have været denne oplevelse foruden gør mig trist og tom. Den var virkelig; denne drøm jeg havde haft. Pludselig bestod den ikke længere af forestillinger, idéer og håb, men af faktiske begivenheder, problematikker, hverdagsdilemmaer og kedsomhed. Den bestod af morgenkaffe, cereal, fester, farver, solopgange, mandage, hovedpine, venskaber og denne bittersøde følelse af at min verden pludselig udspiller sig i en lille liberal familieforstad kaldet Webster Groves. Ja, jeg savnede Danmark, men ikke desto mindre var det ikke længere mit 'hjem'. Dette havde flyttet destination sammen med mit hjerte, der nu var bundet sammen med et afgivet løfte om et forevigt eksisterende venskab og et gensyn som Europa-rejsere i sommeren 2014. Løfter er afgivet, og løfter skal holdes. Nu befinder vi os på hver sin side af Atlanterhavet, og mon ikke det på mange måder styrker vor venskab og binder os endnu tættere sammen? Fordi drømmen om hvor godt det hele var styrkes af mindet om dette, og det konstante savn vi føler ved ikke jævnligt at ses.

Tak USA for at vise mig det grimme og det smukke og hvordan disse altid smelter sammen til et helstøbt menneske. Hvordan man ikke er, for at sige det på go' og gammeldaws jysk, dum og træls, blot fordi man prædiker noget jeg kun kan stille mig uenig overfor. Som Natasja siger:

"Verden den er stor. Mærk dig mine ord."


Derfor må vi lære at tolerere og acceptere forskellighed - også over for dem, der ikke gør. Dét fik USA mig til at indse, trods den snævertsynethed, der specielt er eksisterende i verdens mest multietniske samfund. Verden, dén er stor, og vi kan ikke undgå at være uenige eller at gå skævt af hinanden, og det er vel det smukke ved livet; at kunne være uenige, men samtidig enige. Altså at vi kan være enige om at være uenige uden at flå hovederne af hinanden. USA forærede mig et helt nyt perspektiv til hvordan livet bør anses.

Tak!


PS.
Jeg undskylder for ikke at have brugt bloggen hyppigt i de sidste måneder af mit ophold. Men mit liv tog virkelig et "turn" deromkring marts-april, der gjorde, at jeg opholdte mig det meste af tiden ude i det pulserende Webster Groves liv (lyder fedt, huh?). Intet nyt er godt nyt, som de siger. Og, det var det virkelig!

Min fødselsdag, den 3. april. Fik lækre cupcakes af en pige fra min Am. Lit.-class (amerikansk litteratur)

Greta og jeg og endnu et af vores mange selfies

Hippie day på skolen

Prom. Destini til venstre var min skønne prom date. Anaïs date måtte aflyse i sidste øjeblik, og dermed var jeg altså så heldig at tage dem begge med til dansen

Prom billede. Jeg var ikke ret glad for jakkesættet, men jeg synes nu selv jeg gør det ret godt herpå!


Min ESL-class (English Second Language). Kun for udvekslingsstudenter og tilflyttere fra andre lande. Dette billede er taget i vores sidste time sammen!

Anaïs og jeg til vores første (og sidste) Cardinals game (baseball)

Anaïs, Beltran og jeg ved graduation. Stor dag!

Greta, Anaïs, Beltran og jeg - de fire udvekslingsstudenter på WGHS: Litauen, Østrig, Spanien og (selvfølgelig) Danmark


Min værtsbedstemor Sharon til venstre, mig i midten og min værtsmor til højre.

Anaïs og jeg

Jean-Richard, Anaïs og jeg

Et af de sidste aftensmåltider sammen

Nanami og jeg til hendes graduation party

Jill og jeg i lufthavnen en time før flyet lettede. Meget, MEGET vemodigt

Familien Søe Pedersen/Sandberg forenet igen. Så forstår man virkelig, hvorfor man savnede dem!


torsdag den 28. marts 2013

Spring break, kaos og fisketur

Nå, det er tid til at skrive på min blog igen. Og denne gang har jeg både godt og skidt, så lad os begynde med skidtet, så vi har det ad vejen.

Desværre står det sådan til, at jeg har haft nogle konflikter med min værtsfamilie, hvilket desværre påvirker mit ophold, og for det til at føles som noget værre rod. Ikke kun på grund af konflikten, men også fordi der er meget lidt hjælp at hente fra de voksne herovre. Dermed er jeg nødt til at stå på egne ben, for alt hvad der før var lovet er nu hverken gjort eller husket. Denne konflikt gjorde også, at jeg ikke tog med min familie til Chicago, men boede hos en ven i weekenden i stedet.

Og hér kommer jeg så til det gode! For denne ven, Paul, og hans forældre har inviteret mig på weekend-fisketur!! Vi tager af sted i morgen tidlig (fredag) klokken ni, og jeg kommer ikke hjem før søndag. Personligt, glæder jeg mig vanvittigt til at komme væk fra ALT i St. Louis, men også til at lære at fiske. Jeg skriver, når jeg kommer hjem.

Tanker herfra
 
Et billede jeg tog af en motorvej på en solrig dag i min spring break. Du kan se The Arch i venstre side

Dagen efter skiftede vejret fra 17 grader til 1-2 minusgrader og sne lagde sig så over flere del af midtvesten

Min ven Greta og jeg
North Forest Avenue. På vej hjem fra en afslappende weekend hos Paul

mandag den 18. marts 2013

Halvfjers dage

Nu viser uret intet senere end 1:41, og jeg ved, at jeg burde gå i seng. Dog er det på mærkelige, vidunderlige og regnfulde nætter som disse, at jeg har tid og lyst til at opdatere min blog. Så nu sker det sgu, venner.

En lykke så kold og ustruktureret og på samme tid så fandens varmhjertet og fokuseret er hvad jeg føler. Kun jeg fatter brik, og det er ikke desto mindre utroligt, for det skulle da være den første gang. Så hvad er definitionen af en lykke, der kommer og går så hurtigt og bringer følelser fra vidt forskellige verdener? Ja, jeg ved det ikke, men skønt og skørt er det. Dog sagde H.C. Andersen: ”at rejse er at leve”, og selvom det er sagt i et andet århundrede, i en anden verden, i et andet liv—med et andet fokus, en anden varme, kulde og struktur, så giver det mening, fordi jeg ved, hvor meget jeg lever, når jeg rejser. Og hvor meget jeg rejser, når jeg lever for den sags skyld. For at være rejseklar handler om selvtillid og harmoni i sig selv. Det handler om at leve. Uden det er det ingen sjov.

Ankomst til Kastrup er ikke mere end omkring halvfjers dage væk. Halvfjers dage er toogtyve procent af mit ophold. Når jeg nævner et specifikt antal dage, flipper folk ud, for åbenbart betyder det at jeg tæller ned, at jeg gerne vil hjem. Så nu kender du reaktionen. Dog er det langtfra dét det betyder. I stedet fortæller det noget om en naturlig længsel efter noget der både fysisk og mentalt har været langt væk, men på samme tid fortæller det om en følelse af at udnytte hver dag til fulde. For det vrimler ikke med dage længere. Heldigvis føles dagene længere når farverne kommer tilbage og solen ikke går i seng før vi.

På trods af solens tidlige nedgang gør jeg intet for at være hjemme før. Som sagt ønsker jeg at udnytte hver dag, så det gør jeg også. Min seneste måned har været spækket op, så mit værelse ligner, hvad min mor (og jeg ved, du læser dette) vil kalde ”et bombet lokum”. Prøver at forestille mig hvordan det vil se ud, men sikkert noget i retning af mit værelse. Simpel begrundelse for hvorfor det ser sådan ud, er fordi jeg er et rodehoved og ikke gider at rydde op, men også fordi jeg har planer hele tiden.

Februar var måneden, hvor vi var i Seattle. Og så var det min værtsmors fødselsdag den femogtyvende, hvor jeg købte hende en CD med min favorit Tina Dickow (eller Dico som hun er kaldet herovre), og så bagte jeg hende en brownie. Februar var også måneden, hvor jeg købte ualmindelig mange ting såsom bøger, ølglas, fotografier, flintestenskniv, en iPhone med en flækket skærm og knapper der ikke virker og sikkert en masse andet jeg ikke husker. Men disse souvenirs fortæller alle om minder jeg har skabt her i USA, hvad enten det er minder fra St. Louis, New York, Seattle eller en mindre lille by jeg har besøgt.

Chicago er den næste by, der skal udforskes til bunde (hvilket betyder at jeg ser alt, hvad jeg kan nå på tre-fire dage). På torsdag kører vi altså nordpå. Dog er det kun en syv timers køretur fra St. Louis, og så befinder vi os i USA's tredje største by med vistnok 2,7 millioner mennesker i selve byområdet—med forstæder er jeg sikker på, at vi snakker omkring de 8 millioner. Jeg glæder mig meget til at tilbringe noget tid med min værtsfamilie, for jeg er ikke særlig ofte hjemme.

Min tid udenfor huset tilbringer jeg med mine venner, hvor vi tager til koncerter, på restauranter, ser film, går turer i parkerne, går til forskellige fester eller komsammener, og så videre. I sidste uge var jeg til Lindsey Stirling koncert, hvilket er elektronisk violin. Personligt ikke min ynglings genre, men det var interessant at opleve, og jeg mødte mange mennesker som var værd at møde. I den her uge var jeg til STS9-koncert, hvilket er elektronisk-rock musik, og denne koncert var ualmindeligt fed faktisk. Dem der kender mig, ved jeg er mere til det akustiske, men dette band fangede mig virkelig. Elsker når musik kan gøre dig vægtløs og fuld af glæde.

I marts har jeg også været på en activity fair for vores internationale klub på min skole. Hér prøvede jeg, sammen med en anden fra min skole, at gøre yngre elever, der endnu ikke har startet i high school, interesseret i vores klub, så de muligvis vil tilslutte sig, når de starter næste år. Nyder specielt den her school spirit, hvor man får mulighed for at komme ud og møde andre skoler, i mens man er ufatteligt loyal til sin egen.

Så nu sidder jeg og kigger ud af mit vindue—ud i mørket—og jeg tænker over, hvordan jeg slet ikke har ændret mig i løbet af de sidste otte måneder. Derimod handler det om at udforske nye sider af sig selv, og nedskriver minder på disse førhen tomme sider. Nu ved jeg mere om mine egne værdier, grænser og overbevisninger, men det betyder ikke, at jeg ikke havde de samme før. De står bare klarere nu.

Torsdag gik vi på spring break der varer helt indtil mandag i næste uge. Så jeg skal have så meget sjov presset ind i programmet som overhovedet muligt. Derfor siger jeg godnat nu, så jeg kan være parat til en endnu en sjov og interessant dag i morgen. Nedenfor har jeg tilføjet billeder fra mit liv herovre. Mange af dem er fra instagram, hvor min profil hedder: mikkelsandberg. Hér kan du (hvis du har en smartphone) læse mere om, hvad jeg laver, og se flere billeder jeg ikke har tilføjet til dette indlæg. Dog er der vist ikke sagt noget vigtigt, der ikke er nævnt hér. Min vigtigste læser af alle er min mormor, så alt vigtigt dukker op på min blog. Sender alle de bedste tanker, og jeg glæder mig allerede til at skrive igen. Peace out.
Min babyged Benjamin på dagen han var født. Nu er han en større fætter!
  

Billeder fra min værtsmors fødselsdag!
Norah og jeg ved den førnævnte activity fair. Vi var der med forskellige clubs. Jeg med international club. Og hun med en club kaldet Star, som laver mad til hjemløse. Super skønt initiativ


Billede taget fra min balkon inden en nat med restaurantbesøg, koncert med STS9 og en late-night komsammen. På dette tidspunkt satte jeg pris på at have spring break, så jeg kunne være oppe så længe jeg havde lyst til
Sarah, Paul og jeg til STS9 koncert
Anais og jeg på bilen hjemad efter den komsammen vi tog til
Næste dag var min første dag i shorts. Der var toogtyve grader i St. Louis!! Derfor forlod jeg huset og fandt en lille å bag mit hus, og efterfølgende tog jeg på Steak 'n Shake med to venner. Lørdag morgen var det kun tre grader, og det blev ikke meget varmere i løbet af dagen
Efter Benny var født skaffede min værtsmor en ekstra lille gedefamilie bestående af en mor, en drenge babyged og en pige babyged. Dog tager det for meget tid at have seks geder, derfor besluttede vi os for at skaffe os af med dem igen. Min værtsmor vil så have denne (Queen Margaret) tilbage i juni, når hun begynder at give mælk, og hun skal så være moderen til Benjamins unger. Hér står jeg altså med babygeden og den nye ejer Ruth (hun vil kalde hende Rosa i stedet, det forstår man jo ikke helt).
Efter at have afleveret gederne spiste min værtsmor og jeg lækker mad på en restaurant "on the road"
Og denne nat bestod så i en masse film og senere en gåtur gennem regnen. Jeg endte hos min ven Anais, og vi sad på hendes veranda indtil klokken et og snakkede. Så nyder jeg USA!

mandag den 25. februar 2013

Seattle baby!

-->
En gang i ny og næ får jeg de her interesser, som jeg rigtig gerne vil til bunds i. I tidens løb har det været skøre interesser i f.eks. Kina og Beijing, russisk historie, landegrænser, Engelsk politik og meget, meget mere. Denne gang var det en ”besættelse” i byen Seattle. Nævnte det blot for min værtsmor én gang og dagen efter havde hun bestilt fire billetter (til hende, min værtsfar, min værtsbror og jeg) til den 14. februar.  Så der var ikke meget at sige og gøre udover at hoppe på et fly og krydse nationen. Og det gjorde vi så.

Vi ankom til Seattle om torsdagen, og min første positive forundring opstod, da jeg opdagede at byen er grøn som bare pokker. Regnvejrsbæltet, der ligger tæt ved Seattle, bringer regn stort set hver dag, og det gør selvfølgelig at det er grønt hele året rundt. Sne er ikke det største problem i Seattle, men hvis du opfatter regn som værende et stort problem så flyt IKKE til Seattle! Min anden grønne forundring kom ved at se et forrygende skraldespandssystem. Jeg troede aldrig, at jeg skulle ende op med at blive inspireret af USA, når det kommer til løsninger på miljøproblemer. Men jeg blev overrasket. Hver gang Seattle har én skraldespand til ”regulært” skrald har de to andre skraldespande til henholdsvis kompost og genbrug. Det var fantastisk at se folk stoppe op i gaderne og bruge tid, i mellem at spise fastfood og gå på arbejde, på at sortere engangskopper fra Starbucks og rester fra et Happy Meal og finde dets plads i skraldespand et, to eller tre. Personligt mener jeg at vi burde gøre skrald til omdrejningspunktet i vores liv. Seriøst, hvorfor ikke? Hvorhenne i verdenshistorien blev at køre til arbejde i vores egen smarte Volvo vigtigere end at stoppe op og gøre så stor en forskel som at sortere vores egne kaffekrus i stedet for at forvente at andre gør det? At stoppe op et halvt minut på vej til vores Volvo er alt vi skylder naturen, hinanden og ikke mindst os selv. Lad os nu vise hvad vi dur til—skal vi?

En forbløffelse, en forundring, en forbavselse var hvad der bragte mig til at elske en by så hurtigt som på femten minutter (en køretur fra lufthavnen til vores bed & breakfast var alt hvad det tog). Vi havde lejet et hus tæt ved en smuk sø hvor der—til forskel fra trætte, borgerlige Webster Groves (undskyld!)—er mennesker ude og vise interesse i at være aktive, sociale og grønne. Smukt, skønt og skandinavisk (vil ikke have nævnt noget om Skandinavien, men det er sgu for vigtigt et punkt, så jeg beklager for at være sådan et hjemmebarn, men det ligger nok lidt i os alle).

Dagene forlod os hurtigt, men vi nød tingene langsomt og tog alt det friske havluft og liberalisme til os i mens vi oplevede så meget som vi kunne nå. Heriblandt besøgte vi the Space Needle, købte souvenirs ved the Public Market Center, spiste eksotiske steder, udforskede University of Washington, så solnedgangen og horisonten over Stillehavet, nød naturen og bjergene omkring byen, oplevede Seattles natteliv, spiste hos Larsen’s bakery, besøgte the Asian Museum, sejlede rundt i Seattle havn på en en-times-cruise og meget, MEGET andet. Hver enkel oplevelse sætter jeg stor pris på nu er en del af mig.

Komisk er det dog hvordan jeg snakker om skraldespandsideen, om at stoppe op to sekunder i løbet af sin dag og sortere sit skrald, men i mens jeg kigger ud over Stillehavet tænker jeg over, hvornår det næste hav skal udforskes, og hvilket det i så fald skal være. Mennesket har nok bare altid næsen i næste opgave, og vi glemmer at nyde, at nuet er nu og her—klar til at leves! Ja, det var alt for det her nu. Skriver snart (tror jeg da).                     
    
      - Mikkel

P.S. Under hér er der billeder fra turen med beskrivelser om nogle af turistattraktionerne vi besøgte.

The Space Needle om aftenen. Det var sjovt at se så meget liv fra et punkt så langt fra, hvor det hele sker. De to billeder af mig og min familie er taget nede, hvor du købte souvenirs. Dér købte jeg en bog om the Space Needle og et ølglas

Byen omkring the Public Market Center, der er dette marked, hvor du kan købe alverdens kreativiteter som folk har gået at arbejdet på. Jeg købte en kniv snittet af nogle indianerer, der havde lært at gøre det på rigtigvis. Eftersignende var de også inspireret af danske flintsten så de havde været på museumer i København for at finder inspiration. Hér købte jeg også tre fotografier

Seattle, set fra the Space Needle, om dagen. Kaotisk og ufattelig fedt!

Billeder af Stillehavet samt solnedgangen. Giver dig en virkelig ferieagtig og afslappet fornemmelse i kroppen

The Asian Museum

Vores en-times-cruise i havnen. Sjovt at se byen fra et andet perspektiv end fra the Space Needle. Selvfølgelig gråt og overskyet som det jo helst skal være i Seattle. På en skyfri og solrig dag kan du dog se bjerge, osv., hvilket vi fik et lille glimt af. Så smukt!


Skandinavisk bager i Seattle hvor de havde både (tørt) rugbrød, kajkager, Københavnere, birkes, dagmartærter, og en masse andet. Som I kan se, ser det jo meget dansk ud med den kringel med kronen på.