fredag den 31. august 2012

Tornado giver regn, regn skaber liv

Missouri ligger i midt-øst af USA og fungerer - sammen med Kentucky og Virginia - nærmest som et bælte, der adskiller syd og nord. Derfor er Missouri også en af de mest blandede starter i forhold til demokrater og republikanere, fordi folk både fra syd og nord har bosat sig i staten. Men også vejret er forskelligt fra år til år, om det er nordlige eller sydlige temperaturer. Det her år har budt på sydlige temperaturer og tørke i månedsvis: de har haft over 40°C hver dag. Efter jeg er kommet herovre er temperaturen faldet en smule og er nu nede på cirka 33-35°C, men stadig har det været meget tørt. Dog fik vi noget regn sidste weekend, men det var egentlig også alt. Indtil i dag! For nede syd på er der nemlig lige nu en tornado, der (heldigvis) ikke rammer Missouri, men den giver derimod en masse regn over hele weekenden. Så det regner nærmest uafbrudt, hvilket er ret godt, for naturen herovre er fuldstændig tørret ud. Og det ligner, at der er nogle, der har nedtrampet Merryls bed, fordi alting er visnet.



I kan se mit regnfulde og (i dag) lidt kedelige "room with a view" på det her billede... der er ikke meget lyst til tennis i den her weekend

Men selvom tennis ikke er på tale, så har jeg stadig været ude af døren hele dagen. Merryl, Richard og jeg kørte kl. 10.30 ind til en butik i Webster, som er til leje. Her blev vi selvfølgelig vist rundt af udlejeren, der var meget interesseret i mig og mit udvekslingsår. Da jeg fortalte ham, at jeg snakkede tysk, ringede han straks til sin søn - der havde tysk, da han gik i high school - og vil have mig til at snakke med ham... af den grund at vi begge snakkede tysk, formoder jeg... Nå, men hvor jeg kom fra var, at vi kiggede på den her forretning, som Merryl overvejer at leje til at sælge sin kunst, sin ost, sin bog samt sælge materiale til at lave oste og derudover vil hun så bruge kælderen til at undervise i cheesemaking. Jeg ved endnu ikke 100%, hvad hun beslutter sig for at gøre, men hun er ikke langt fra at kaste sig ud i projektet.



På de her to billeder kan I se forretningen, vi kiggede på


Efter at vi var færdige i butikken, så Merryl og jeg hele gaden an og endte så med at spise hos hendes måske-kommende nabo. Det var en super lækker mexicansk restaurant.


Efterfølgende kørte vi ud i en kæmpe skrammelbutik, hvor de sælger alt lige fra blinkende "Open"-skilte til Hello Kitty figurer. Så snart jeg gik ind ad døren - til den her kæmpe hal - begyndte en melodi at spille, der virkelig mindede mig om min barndom eftersom at det her robotmusik er det samme, der var til de gamle Pokémon-spil til Gameboy. I hvert fald gik det snart op for mig, at det ikke var et kært møde, for hvor end jeg gik hen i butikken, blev jeg fanget af en scanner, der fik de her små alarmer til at spille. På grund af størrelsen af den gigantiske hal var ejerne nødt til at have alarmer overalt, så de vidste om og hvor der var nogle i butikken. Merryl kiggede på små minikomfurer til hendes cheesemaking classes, og jeg vidste godt på forhånd, at det ville tage en times tid, så jeg gav mig i kast med at følge rækken af hylder, der førte mig ned til en mørk ende af forretningen. De eneste kunder de havde i forretningen var Merryl og jeg, så jeg var helt alene i den her ende, hvor det var så mørkt, at det lige så godt kunne have været nat, så jeg blev nødt til at bruge min mobiltelefon til at lyse mig vej. Hylderne var nok tre meter høje, så jeg blev omfavnet af isolation og klaustrofobi, men alligvel kunne jeg se, at der for enden var et endnu mørkere lokale, som jeg havde en underlig lyst til at udforske. Så lige for at opdaterer jer, så er jeg altså langt fra Merryl, Hello Kitty og alarmer og står altså overfor et sort, sort rum, som jeg ved hjælp af min mobiltelefons display kan konkludere er propfyldt med endnu flere ting (ikke overraskende selvfølgelig). I baggrunden kan jeg ikke længere høre stemmer, det eneste jeg kan hører er alarmernes evige hylden. Men med ét hører jeg en lyd af en stol, der skraber i mod et gulv! Fordi det eneste, der er omkring mig er hylder, tænker jeg jo, at det kun kan komme fra det mørke rum, som jeg stod overfor. Jeg får et kæmpe chok, og løber langs med hylderne hen til, hvor Merryl og ekspedienten er, i mens jeg hele tiden kigger mig tilbage over skulderen. 
På vej hjem i bilen fortæller Merryl mig, at hun altid har syntes, at den mørke del af forretningen minder om en scene fra en thriller, hvor der skal til at ske et mord. Jeg er enig!

For lige at komme tilbage til noget jordnært info, så tog vi efterfølgende hen til en russisk delikatesse i Webster, hvor vi købte laks og salami. Laks er ikke særligt almindeligt at spise herovre, så du er nødt til at tage i en af specialforretningerne, hvis du vil have noget ordentligt. Manden, der ejer butikken har nogle russiske plakater til at hænge bag disken som Merryl og jeg flere gange har tænkt over hvad betød. I dag spurgte vi den russiske ejer, men hans engelsk er lidt vanskeligt at forstå, så vi fik ikke helt fat i meningen bag dem alle



Første plakat - øverst, længst til venstre - handler om en russisk kvinde, der siger nej tak til slankekur! Plakat nummer to er fra den kolde krig (det er de andre sandsynligvis også), og var en kampagne, støttet af staten, om at man ikke skulle snakke for højt, for der var amerikanske spioner overalt. Tredje plakat handler om at sige nej tak til alkohol. De tre sidste forstod jeg ikke, men det handlede ikke kun om, at hans accent var svær at forstå. Det handlede også om den kulturelle og humoristiske forskel. Men uden tvivl er jeg helt vildt med de her plakater :)

Efter at have handlet ind tog vi sidst på dagen hen og besøgte Merryls mor, Sharon, og så var den dag også gået. 
Så på trods af regn har jeg været i gang stort set hele dagen. Skolen har lukket i dag og mandag, så det er bare om at nyde den forlængede weekend, selvom regnen tvinger os til at være indenfor det meste af tiden! :)

søndag den 26. august 2012

Abraham Lincoln, Illinois & mexican food

På min skole har jeg lige nu i amerikansk historie om the Civil War, der er en krig mellem sydstaterne og nordstaterne i USA (også kendt som the War Between the States). Konflikten bestod i, hvorvidt slavearbejde skulle være tilladt eller ej. Nordstaterne mente, at slavearbejde skulle forbydes og var altså "the free states", imens sydstaterne mente at sorte var en "property" (altså en ejendom), og de stater gik under betegnelsen "the slave states". Fra 1820-1860 var det ikke en decideret krig - men nærmere en konflikt -, men ved Lincolns election i 1860 udbrød der en kæmpe krig mellem nord og syd. 650.000 mennesker døde i Lincolns fem år som præsident, så det er den største (og vigtigste krig) USA nogensinde har været en del af. Og også den krig, som har dannet det USA, vi kender i dag. I så fald var det oplagt, at vi skulle tage til Abraham Lincoln Presidential Library & Museum i Springfield, Illinois, nu hvor jeg netop har om det i skolen. Så det gjorde jeg sammen med Merryl og Richard i dag. 

På vejen derop kørte vi ind og spiste "Homemade american food". Det var anderledes (og VIRKELIG amerikansk), men en oplevelse helt bestemt. Herefter kørte vi videre op i Illinois, indtil vi nåede til Springfield. Og nej... det er (desværre) ikke den Springfield som Homer Simpson bor i, i TV-serien The Simpsons. Jeg kunne nemlig ikke dy mig for at spørge, og min værtsmor sagde, at der var en Springfield overalt. Sandsynligvis også derfor at produktionen af The Simpsons valgte, at det var i en by med det navn, som Simpson-familien skulle bo i.

Inde på museet var forskellige scener sat op. F.eks. en scene, hvor Lincolns søn ligger i sin seng og er døden nær og Lincolns kone Mary sidder foroverbøjet ved sengen, kan man se Lincoln stå i døråbning med en bekymret mine. Eller en anden scene, hvor man kan se Lincoln i et vigtigt møde om USAs fremtid. Alle personerne, der optræder er lavet som voksfigurer, og vi læste om Lincoln og de forskellige personer, der krydsede hans vej i løbet af hans liv. Derudover var der to teaterstykker. Det ene handler om en mand, der sidder på sit kontor og pludselig finder en bog frem og begynder at læse. Ud af bogen dukker en røgsky op, men det er ikke helt almindelig røg. For ud af røgen dannes der krigere, der kæmper i mod hinanden eller Lincoln, der står som USAs præsident, og i næste øjeblik er røgskyen væk. I slutningen ændredes scenen fra det kontor, som det hele tiden havde været, til en slagmark og hovedpersonen fordampede sammen med alt røgen. Det var så underligt, for vi var helt sikre på, at han var der, men måske var det bare MEGET gode 3D-effekter.


Her ser i "the Illinois State Capitol" bygget i 1868. Dengang var der en konflikt om hvilken by, der skulle være statens hovedstad. Det blev Springfield


Området omkring Abraham Lincoln museet var helt klart også dedikeret til ham. Overalt var der skulpturer af ham. Her står Lincoln, Richard og jeg. Ved ikke helt hvad Lincoln laver...


Ikke det bedste billede. Ved ikke helt hvad jeg gjorde så forkert, men fokus skulle have været på kopien af Det Hvide Hus, som man kan se i baggrunden. Da vi gik ind i bygningen, kunne vi følge gangene derinde, og jo længere ind vi bevægede os desto mere af Lincolns livshistorie, kunne vi udforske


Her står jeg med min nye familie... de er så søde allesammen! ;-)
Det her billede viser meget godt, hvor virkelighedstro voksfigurerne var, men inde i bygningen var der nogle meget bedre. En scene viste en sort familie, der var ved at blive skilt ad. Både manden og kvinden bliver holdt adskilt og i mellem dem står deres søn med tårer i øjnene og bliver holdt af en mand med gråhvid hud, oplyst i rødt som var han djævelen. De to der holder manden og kvinden fra hinanden har heller ikke en naturlig farve i ansigtet, hvilket virker så udspekuleret. Det er helt klart en måde at distancere sit forhold yderligere til, hvad de hvide gjorde under the Civil War. Men uanset om det er hyklerisk eller ej, var det godt lavet!


Det har regnet SÅ meget de sidste to dage. I går havde jeg inviteret Joseph over til et slag tennis, men ligeså snart han kom, så stod det ned i stænger. Vi trodsede regnen og spillede i et kvarters tid, men fordi det ikke bare var støvregn, blev tennisbolden alt for tung på grund af alt det vand, den sugede til sig



Efter museum stod den på Casa Real - en mexicans restaurant i Springfield!


Mit mad på både det øverste og det nederste billede. Det var vildt lækkert!

lørdag den 25. august 2012

First football match

I de seneste par dage har skolen været meget(!) orange. Elever har båret skolens officielle fodboldtrøje eller en orange t-shirt med skolens navn på. Det er fantastisk, hvilket sammenhold der er på en amerikansk High School - det oplever man ikke på samme måde i Danmark. Der er en helt speciel "school spirit", når der er en særlig kamp i vente eller lignende. I går var det skolens officielle fodboldhold (amerikansk fodbold vel at mærke), der skulle spille denne sæsons første kamp, og det er helt vildt, hvor meget de går op i det. 
Fredag morgen, da jeg vågnede, vidste jeg, så meget at jeg i hvert fald skulle med til kampen. Hvem jeg skulle gå med var så ikke gennemtænkt. Men heldigvis prikker en dreng, Sam - som jeg kender rimelig godt - mig på skulderen i amerikansk litteratur og spørger mig om jeg har lyst til at mødes før kampen sammen med ham og nogle af hans venner og så følges derhen. Så det var jo meget heldigt for den ensomme udvekslingsstudent. Ej, for det ikke skal være helt løgn, havde jeg faktisk en aftale med nogle andre om at følges derhen, men det havde, jeg ikke så meget lyst til, fordi jeg havde håbet lidt på, at jeg i fodboldanledningen kunne være heldig at møde nogle nye mennesker. Og jeg var virkelig heldig for den anden gruppe, som jeg skulle have fulgtes med sagde, at de havde besluttet sig for at se film i stedet. Så det var vist min "lucky day"! :)

Jeg havde egentlig forestillet mig, at jeg ville medbringe mit kamera, men som altid så glemmer jeg, hvad jeg først har besluttet mig for at gøre, så det er nogle virkelig dårlige billeder det blev til (jeg brugte mit 1,3 megapixel kamera på min mobil), men det giver vel en slags ide om, hvordan det var at stå der...




Det var en kæmpe oplevelse for en som mig, der kun har set football i fjernsynet. Folk går helt amok, så der er en mega fed stemning! Hele skolen er samlet for at støtte dem til sejr, og det lykkedes! Resultatet blev 26-25 til WGHS! Jeg fik i starten at vide, da WGHS var en del bag ud, at det var synd at min første kamp skulle blive sådan en kedelig og forudsigelig kamp, men den viste sig at være det stik modsatte. Sejren må være et tegn på, at jeg fortsat skal støtte op om den her aktivitet...tegn eller ej: det vil jeg helt sikkert også gøre.

Da kampen sluttede med sejr til WGHS løb alle tilskuerne ind på banen, og jeg tror, at spillerne gemte sig et eller andet sted i pøblen, men det var umuligt for mig at se. Jeg løb bare totalt forvirret rundt om den her kæmpe klump af mennesker, og prøvede at gøre som de gjorde.. ha ha, det er virkelig så sjovt at være udvekslingsstudent!

Jeg tror sådan cirka, at jeg mødte 50 mennesker i går! Det var helt vildt fedt, og jeg blev både inviteret til fester og fødselsdags-kage-spisning, men min værtsmor vil gerne have mig hjem til klokken elleve, hvilket er fair nok, når det hele var så spontant. Men jeg håber da, at næste gang jeg er til kamp og bliver inviteret til forskellige arrangementer kan få lov at tage med - også selvom det er lidt spontant, for jeg er sikker på, at for mange af de andre var aftenen først slut om et par timer :)

torsdag den 23. august 2012

Late Night Music

Her i aften spurgte Merryl, om jeg havde lyst til at tage med hende til noget musik-noget, så jeg tænkte bare, at det sikkert var en koncert eller noget lignende, og fordi jeg altid bare har "ja-hatten" på herovre, så tog jeg selvfølgelig med. Jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke var en koncert, men derimod en gruppe mennesker, som spiller country/folke-musik sammen. De sætter sig i en rundkreds, og så begynder de ellers bare at spille. Det virkede ikke til, at de aftalte hvilken sang, de skulle spille, selvom de helt klart øvede sig hjemmefra. Men de begyndte altså bare at spille på de forskellige instrumenter (banjo, violin, guitar, ukulele og et andet instrument som jeg ikke ved, hvad hedder), og så levede de sig totalt ind i musikken indtil sangen sluttede, og så begyndte snakken altså igen for en kort stund inden en ny sang skulle spilles. Jeg vil virkelig ønske, at jeg kunne have taget et billede med mine øjne, for det billede jeg har i hovedet af de her otte mennesker er helt fantastisk. De levede sig så meget ind i musikken, og man kunne virkelig mærke, at de nød det. Det gjorde jeg også, selvom det måske ikke er den musikgenre, jeg normalt vil foretrække at lytte til. Men det er altid noget andet, når man er midt i det.

At være anderledes...

Nu hvor jeg har været i USA i 16 dage, boet i St. Louis i 13 dage og gået i skole i 9 dage er jeg omsider landet og føler mig mere som "en af de andre". Eller det prøver jeg i hvert fald at være. Folk skal nok sørge for at minde mig om, at jeg har en anden accent eller ser anderledes ud. I dag skulle vi i journalism interviewe hinanden og bruge det til at skrive en profile, der skal afleveres på tirsdag. Jeg blev sat sammen med en af pigerne fra klassen, og ligeså snart jeg begynder at snakke, begynder hun at fnise. Jeg spørger selvfølgelig, hvad det er, hun griner af og så siger hun (rødmende): "Your accent is just so cute!" og hun blev ved med at fnise under resten af interviewet. Til sidst spurgte hun, om hun måtte give mig et kram, for hun synes simpelthen bare, at jeg var for "cute". Så de efterfølgende gange når jeg er gået forbi hende på gangen i dag, er hun forsvundet i det største smil. 
For nogle dage siden i American Literature beder læren mig om at læse op, hvad jeg har på mit papir. Så det gør jeg. Da jeg havde læst første linje udbryder (som i råber) en af drengene: "I love you, man! You sound like Harry Potter!" Det skabte selvfølgelig en masse latter, og det var helt umuligt ikke selv at grine af det. 
Derudover er der mit hår, der også er en del anderledes end hvad de er vant til. Drengene herovre lader bare deres hår vokse og gør intet ved det. De rør ikke en finger, så de venter bare til de har hår nedover øjnene, før de klipper det. Så mit hår får tit en kommentar med på vejen: "er det hår populært i Danmark?" eller "er der mange, der har sådan noget hår i Danmark?" Og når man så snakker om Danmark, så spørger de tit: "nå, er det så hovedstaden i Sverige?" Min journalism-lærer havde endda skrevet "Michael from Sweden" på tavlen. Når man snakker om, hvad hovedsproget i Danmark er, så spørger de tit: "hvilket sprog snakker i der? Tysk?". Så vi er ikke særlig kendte herovre. 

Men det er sjovt at prøve at være lidt anderledes, for selvom der er så mange forskellige typer på min High School, så er jeg stadig den, der skiller mig mest ud (selvfølgelig sammen med de andre udvekslingsstudenter og foreign students). 

I går havde jeg lidt ondt i mit bryst, og spurgte derfor min lærer om han vil skrive mig et pass (man skal have passes på skolen uanset, hvor man går hen! Selv hvis man bare skal på toilettet, skal man have et pass med sig), så jeg kunne gå til skolelægen. Det var også lidt, fordi at når muligheden var der, så kunne jeg jo ligeså godt blive tjekket. Da jeg så kommer ind, så får jeg virkelig et chok. Det er et lille minisygehus (eller en slags lægepraksis) på skolen. Der er fire lægerum med brikse, hvor jeg kunne se at to af dem var optaget af elever, nærmest som om de var indlagt på et hospital. Der er så en receptionist, der tjekker eleverne ind, og så sætter man sig ellers med de andre elever og venter til, at det bliver ens tur. Det var så underligt med den læge, for selvom det er en forholdsvis stor skole (1400 elever), så er det jo stadig vildt, at man har råd til at lave en lille lægepraksis til skolens elever (MIDT på skolen). Jeg tror virkelig, at det, at man har den mulighed for at gå til lægen hver gang - og uanset, hvornår på dagen - man har lyst til at blive tjekket skaber mange hypokondere...... ja, men en sjov oplevelse var det i hvert fald.
Så det er ikke kun mig, der er fremmede og anderledes over får menneskerne her. Alt er også anderledes for mig. Maden kommer i større portioner, og det gør menneskerne også. Både i fysisk, men også mental forstand. Folk fylder bare rigtige meget her ved at råbe op og ned ad gangen eller tale hele tiden. Ligeså snart, der er stille, så er det som om, at folk synes det er pinlig tavshed. Hvad der ellers er anderledes er deres sans for humor. De synes ironi er sjovt, men det er ikke på den måde, at du kan fortælle en joke i sarkasme, du er nødt til at gøre den der ""-ting med fingrene, som jeg i starten synes var så plat. Det ødelægger ligesom ironien ved, at man SKAL pointere det. Så jeg kommer sandsynligvis hjem med dårlig (eller dårligere.....) humor.
Hvad jeg til gengæld elsker er, at alle er så forskellige herovre. Min journalism-lærer spurgte, hvad folks ynglings musikgenre var. Og folk svarer country, rock, pop, indie rock, jazz, klassisk musik, dubstep/techno og meget, meget mere. Folk går til sportsgrene som bordtennis, cross country, badminton, tennis, fodbold, amerikansk fodbold, basketball, volleyball, hockey, fægtning, svømning osv. Og intet af det er mærkeligt eller barnligt at være interesseret i. På skolen er der clubs for unge republikanere, unge demokrater, humor, film, skrivning, amnesty international, kristne, tyskere, udenlandske elever, skak, kunst, animation på computere, miljø, homoseksuelle, filosoffere, musikere, videospil, udendørs aktiviteter og sikkert dobbelt så meget som jeg ikke har nævnt. Folk er meget anderledes herovre, og der er klart mere forståelse for, at alle ikke er ens. Stereotypen om at der er klikker herovre, tror jeg er meget rigtig, men det er ikke sådan, at du på grund af dit tøj eller dine interesser er frastødt og derfor ikke kan blive en del af en klikke. Jeg tror alle med en fed og spændende personlighed kan få venner herovre. 

Men for to dage siden var der slåskamp i frikvarteret mellem to drenge, og den ene af drengene blev faktisk anholdt og ført ind i en politibil med håndjern på, så selvom de er åbne for at alle er forskellige osv., så tror jeg nogle gange, at der er noget mobning, nogle misforståelser og nogle modstridende klikker.

I dag har der været omkring 38 grader, men nu er det endelig kølet lidt ned (33-34, så stadig VARMT), så jeg vil tage ud at løbe lidt for, at jeg er træt nok til at kunne gå i seng kl 21 i aften. Så det var alt fra mig! :)

søndag den 19. august 2012

Første skoledag på WGHS

Richard og Merryl viste mig rundt på Webster Groves High School (WGHS), dagen inden jeg skulle starte. Så jeg vidste, hvor min locker var, hvor jeg skulle gå hen for at finde de forskellige lokaler, og hvor kantinen var. Så jeg vidste en smule om, hvor jeg kunne "finde mig selv når jeg blev væk". Det giver vist ingen mening, for tror sgu ikke, at jeg har fundet mig selv i alt der her endnu. Haha, det tager nok noget tid. 

Davids kæreste Marissa kom og hentede David og jeg og kørte os til skole. Klokken var ikke mere end syv, så der var længe til at skolen startede, så jeg gik lidt på gangene som Palle alene i verdenen og prøvede at se lidt vigtig ud ved at gå hurtigt frem og tilbage for at ligne en, der ledte efter noget (eller nogen). Jeg tror bare jeg lignede, hvad jeg var: en venneløs udvekslingsstudent. I hvert fald gik jeg til min første time, der på mit skema hedder ESL. Det er engelsk. Men hvad der er specielt ved denne class, er at vi ikke får engelsk undervisning, men derimod bare hyggesnakker. Det er nemlig kun for udvekslingsstudenter (vi er 3) og elever, som kommer fra et andet land, men er flyttet hertil med deres familier. Flere af dem har boet her i mere end 5 år. 
Det var en super sjov måde at starte dagen ud på, for de har alle rigtig meget humor, og læren ved virkelig, hvordan man får folk til at grine. Hvad vi kan bruge denne class til er at få hjælp med vores lektier fra de andre fag og ellers snakke lidt om vind og vejr og derudover få svar på tvivlende spørgsmål man eventuelt måtte have. Mine efterfølgende classes er også rimelig gode. German er faktisk mit yndlingsfag (det er noget nyt!), men måske ændrer det sig, når skolen for alvor går i gang. Mit skema ser sådan her ud:


Skolesystemet er bygget sådan op at man har en dag 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7. Dag 1 hopper jeg ESL over og går direkte til min journalism-class. På dag 2 starter jeg med ESL, men hopper derimod journalism over og går direkte til team sport, osv. Så man skal altid holde et vågent øje for, hvad dag det er, for det fortæller en del om, hvilken class man ikke skal gå til.

Den første dag handlede primært om, at lærerne i de forskellige fag skulle forklare alle reglerne som f.eks. (og jeg overdriver ikke), at der er 3 grunde til, at de kan sende en direkte hjem: hvis du er påvirket af stoffer, hvis du har medbragt våben og sidste ting; hvis ikke du er respektfuld overfor læren... kan godt lide at respekt for læren er med på samme liste som stoffer og våben. Men så ved vi også, at vi IKKE må det, og at vi skal være fair overfor Mr. & Mrs. Lærer. Så kan vi ikke sagsøge dem for ikke at have fortalt os det.

Du følges ikke med en klasse som i Danmark. Du går fra klasse til klasse og skifter dermed hele tiden klassekamerater. Så mødes du med Peter og John til German og Susi og Leo til Psychology. Der er dermed ingen 9.B, men derimod hele årgange: Freshman, Sophomore, Junior and Senior. Jeg er Senior.

Det var den 14. august, at jeg havde første skoledag, så jeg håber på, at jeg snart har vænnet mig til skolesystemet og kan finde rundt på gangene. Jeg bruger ikke mit kort over skolen længere, men det er kun, fordi jeg er for stædig og "vil-selv-uden-hjælp"-agtig. Så jeg håber da, at det snart går fremad. Hvis man kommer for sent for mange gange, får man eftersidning, så det vil jeg ikke risikere.

lørdag den 18. august 2012

Six Flags, St. Louis og ZOO

"Dagen derpå" var ikke en dag med søvn og velvære. Tværtimod skulle jeg ud at overskride grænser i en forlystelsespark. Det var rigtig sjovt på trods af, at det der med rutsjebaner snart er en erfaret oplevelse. Men der vil jo altid være nogle nye, vilde forlystelser. Dog er der intet, der slår Vertigo i Tivoli. For mit vedkommende er det den vildeste, jeg nogensinde har prøvet.
I hvert fald er jeg som ny borger i St. Louis blevet indviet i deres store forlystelsespark Six Flags og fået et Season Pass, så sandsynligvis er det ikke sidste gang, at jeg har været i Six Flags! 


Og jeg ved godt, at det her billede er rimelig cool - det behøver ingen at fortælle mig ;-)

Nå, men i hvert fald tog jeg med mine værtssøskende - Sarah, Joseph og David - ud til Six Flags, der er omdrejningspunktet i mange unges samtaleemner herovre. Det var rigtig sjovt og i stedet for at sidde hjemme og blive mindet om, hvor træt jeg er, kunne jeg i stedet have det sjovt og tænke på noget andet. Da vi kom hjem tog jeg med mine søskende ud til Sharon, der er min værtsmors mor. Vi tog hende med ud og spiste is, som - efter Sharons mening - skulle være det bedste i hele St. Louis. Og måske har hun ret, det var i hvert fald godt! Tilbage i Sharons hus fik jeg en rundvisning og invitation til at "komme til frokost..... eller noget der er endnu sjovere". Jeg glæder mig til at finde ud af, hvad der er endnu sjovere end at spise frokost ;-)

Merryl og Richard tog mig dagen efter med ud til The Arch, der er et flot monument i St. Louis, som er formet som en bue. Jeg har endnu ikke været oppe i den, men når jeg skal det, er jeg nødt til at tage mit kamera med! Har nemlig hørt at man kan se mere end 60 km. væk, men buen er også 192 meter høj, så det er måske i virkeligheden ikke så vildt? 
Men tilbage til søndag den 12. august. For om aftenen får jeg en sms fra min værtsbrors kæreste, hvori hun spørger, om jeg har lyst til at tage med i zoo næste dag. Det vil jeg selvfølgelig gerne, så det er ikke fordi, at jeg som nytilkommen til USA føler mig helt ensomt. Det er ikke så slemt.

torsdag den 16. august 2012

Møde med værtsfamilie

Den 10. august klokken cirka 10.15 (i min tid) var jeg i St. Louis efter en rimelig nervøs flyvetur. Jeg lyttede til en masse musik på min iPod, men alle sangene mindede mig om, at jeg savnede min familie i DK, eller at jeg snart skulle møde min nye værtsfamilie, eller at jeg snart skulle starte i skole, eller... eller... eller...! Så jeg slukkede for musikken - det var det mest beroligende. 
Men det er egentlig meget komisk, at jeg var så nervøs, for det er jo bare mennesker, der skal møde hinanden for første gang. Efterfølgende vil jeg komme til at møde dem hver morgen, hver eftermiddag og hver aften. Så i virkeligheden handler det jo bare om, hvad man gør det til. Men det forstår man selvfølgelig ikke i situationen. Da jeg mødte min familie i lufthavnen, har jeg senere fået fortalt, at jeg overhovedet ikke virkede nervøs. Måske var det, fordi jeg havde tænkt scenen i gennem så mange gange, at jeg vidste nøjagtig, hvordan det skulle foregå. Der var ingen 4 sekunders tavshed - I ved, når alle har sagt "hmmmm...", og der så går de 4 gyldne sekunder -, så da jeg gik i seng om aftenen, forstod jeg slet ikke, hvad jeg havde været så nervøs for.
Nå, men anyway... den danske accent var slet ikke at spore i det engelsk, jeg snakkede. Jeg var totalt cool med den flotteste britiske accent, jeg overhovedet har lært, men det varede skam kun til, at jeg skulle tale mere frit fra leveren........


Her kan I se et billede af familien og jeg i St. Louis Airport. Jeg står længst ude til venstre, Merryl (min værtsmor) står ved siden af mig, så Richard (min værtsfar), Sarah (min værtssøster, der ikke bor hjemme), David (min værtsbror, der bor hjemme) og længst til højre er Joseph (min værtsbror, der ikke bor hjemme)


Da jeg kom til familien, spiste vi allesammen sammen. Fordi jeg overhovedet ikke havde sovet om natten (og fordi jeg stadig tænkte i dansk tid), var jeg helt uden tidsfornemmelse, så jeg tænkte bare; "YES! Nu er der kun en time eller halvanden, til jeg kan gå i seng" (jeg var træt som i virkelig træt!!), men pludselig forstod jeg, at det varme mad ikke var aftensmaden, men derimod frokosten så der faktisk var mere end 9 timer til, at det vil være naturligt at gå i seng. Til sidst sagde jeg bare, at jeg overhovedet ikke havde sovet, og så var de også hurtige til at sige, at jeg bare kunne gå op på mit værelse og sove - ligeså længe jeg vil! Det tilbud kunne jeg ikke modstå, så jeg gik op på mit værelse, som faktisk er min værtssøster (nu) gamle værelse, og der sov jeg i 7 timer til klokken var 20.00! Da jeg stod op, spiste vi aftensmad og gav hinanden gaver. Af min familie fik jeg en Cardinals (som er St. Louis' officielle baseballteam) t-shirt og kasket!


Klar til baseball!


Familien er rigtig søde! De har alle taget rigtig godt i mod mig, og jeg har det rigtig godt herovre. Det er sjovt, hvordan mennesker kan lave en aftale om at bo sammen i et år. På mange måder er det virkelig sært, synes jeg. Og at det så kan udgøre et så godt match, som jeg synes det indtil videre har vist sig at udgøre er jo forrygende.
Snart vil jeg gå ud i stalden og tage billeder af gederne og ligge på min blog. Geder er satme nogle sjove dyr. De har en baby-ged, som Merryl synes, at vi skulle navngive Sigurd ll som en to'er af min hund i Danmark. Så jeg både havde en sort og en hvid Sigurd. Derudover har de også høns ude i haven og en hund, der hedder Molly, der hele tiden kommer op på mit værelse og så har de en kat, der hedder Pierre. Huset jeg bor i er rigtig hyggeligt, og selvom mit værelse er en anelse piget pga. det turkis-og-hvide-tema, nyder jeg stadig og være heroppe. Jeg vil give en room-tour snart, så I kan se mit værelse!
Håber I har det godt i Danmark :)

onsdag den 15. august 2012

New York

Efter at have sagt farvel til mor, far, Fie og Mathilde tog jeg skridtet videre og fik - i fællesskab med de andre danske Exploriusser fra samme flyafgang som min - checket min bagage ind. Det er sjovt, hvordan man på det tidspunkt var spændt, men uden egentlig helt at forstå, at det var nu, hele showet vil begynde!
Vi fløj i over otte timer, men turen føltes ikke så lang som den kunne. Det var i et SAS-fly, hvilket jeg aldrig har prøvet at flyve i før, så jeg kunne (sammen med min sidemakker vel og mærke) beundre alle funktionerne og nyde de bløde sæder. Da vi endelig kom til New York var det sent nok til at man kunne spise aftensmad og få timer senere var det tid til at gå i seng. Så selvom man kan flyve rundt i dag og ankomme til sine destinationer tidligere end nogensinde før, så er én rejsedag stadig en HEL rejsedag. Især med den amerikanske lufthavnssikkerhed!


Vores hotelværelse i New York. Jeg delte det her værelse med to nordmænd, og fordi jeg var sidste mand til mølle, fik jeg æren af at sove i "klap-ud"-sengen, som man kan se henne ved døren :)



Bethesda Fountain i Central Park


Marcus (der er en af Explorius' andre udvekslingsstudenter) og jeg


Central park! Jeg synes det er fantastisk, hvordan der midt i en hektisk storby, som man måske endda kan kalde for verdens hovedstad, kan finde en park af denne type


Skyskrabernes afspejlning i vandet fortæller vist historien selv: Det er virkelig en park midt i storbyens ræs!






Good taste travels well! Vi kunne godt lære lidt om at lave bedre reklamer i Danmark ;-) 


Jeg vil gerne have oplevet New York om aftenen... og specielt Times Square!


Hard Rock Cafe! Det kan jeg kun anbefalde. Det er gratis, og så er det faktisk en kæmpe oplevelse, at se alle de ting som nogle af rock/pop-historiens største kunstnere har givet fra sig



De lover store ting i N.Y. - med god grund! ;-)


Man kan vist ikke se det på det her billede, men The Halal Guys sælger faktisk Hotdogs, hvilket vi fandt ret ironisk. De har dem overalt i New York




N.Y.-skyline fra Brooklyn's point of view



Et sidste billede I New York - taget i Newark Airport lige efter vi er nået i gennem Security Check. Sofie, en anden udvekslingsstudent, skulle kun mellemlande i St. Louis, men jeg skulle lande der for good. Klokken er cirka 05.45 her, og vi havde endnu ikke sovet! At rejse er at leve. At rejse er hårdt ;-)
Mindre end 4 timer senere skulle jeg møde Winstein-Hibbs-familien, så jeg var noget spændt!


New York er en fantastisk by, og jeg kan kun anbefalde at man besøger byen. Og helst i mere end 2-3 dage, for det eneste problem var måske at der ikke var dage nok til at gøre alt, hvad jeg gerne ville. Vi så kun tingene meget overfladisk. F.eks. kørte vi kun i gennem Brooklyn, og så steg vi lige hurtigt ud af bussen for at tage billeder af Manhattan, for så at køre tilbage til Manhattan og shoppe videre. Jeg vil måske gerne have oplevet mere af lokalsamfundet i New York, så jeg håber, at jeg meget snart får muligheden for at komme tilbage dertil og se tingene mere dybdegående og måske have flere dage. Derudover tror jeg også, at det er alt for meget at være 40 mennesker. Alting tager længere tid, når man skal ud at se noget, så det er nemmere bare at sende folk ud i shopping-livet, og det var de fleste sikkert også tilfredse med.

Jeg kan i hvert fald kun anbefalde Explorius' program. Det fungerer så godt, og de finske koordinatorer, der skulle følge os rundt i New York havde sat sig godt ind i sagerne og forstod virkelig at få styr på alle 40, selvom de faktisk ikke var ældre end i begyndelsen af 20'erne. 
Når man er i New York, tror jeg de fleste gerne vil videre til sin værtsfamilie, selvom man helt klart også nyder det energiske storbyliv. Og jeg tror heller ikke, at man er så nervøs for at rejse videre til sin værtsfamilie, fordi man får nogle dage til at tænke på noget andet, og man så er en gruppe, der kan snakke om det i 3 dage!

tirsdag den 14. august 2012

Et sidste farvel

Det er nu en uge siden, at jeg stod i lufthavnen med min familie for at sige farvel en sidste gang for lang, lang tid. Når jeg tænker tilbage på det nu, var det faktisk med rystende ben, at jeg stod der i CPH Airport klar til afgang i mod New York. Heldigvis havde jeg (næsten) alle mine familiemedlemmer med mig, og de som ikke var der, havde jeg heldigvis sagt ordentlig farvel til. 
Det var skræmmende spændende på det her tidspunkt!


Mig sammen med de tre damer i familien ;-)


Min far og jeg. Han har hjulpet mig en hel del med, at få styr på hele det mareridt det var at komme afsted. Med papirer, der skal udfyldes, og møder man skal gennemgå osv. 


Min mor og jeg



Og mig, der venter på at checke ind

søndag den 5. august 2012

Bye, Bye DK

Siden jeg besluttede mig for at lave en blog, har jeg flere gange ombestemt mig i forhold til, hvorvidt jeg skulle bruge den eller ej, for jeg ved, at hvis jeg vil bruge bloggen som en decideret (offentlig) rejsedagbog, skal det også være ordentligt. Min kloge onkel pointerede også, hvor vigtigt det var, at jeg selv fik sat mig ned hver aften og skrevet om, hvad dagen nu havde budt på, så det er det jeg har tænkt mig at gøre i gennem min blog.
Mine tanker om det snart at rejse er at jeg er klar, fordi jeg har forberedt mig over så lang tid, men at jeg stadig ikke er klar, fordi man endnu ikke er afsted, men stadig er i venteposition - bare meget tæt på afrejsedatoen. Det er med blandede følelser, at jeg står i Security Check på tirsdag og venter på at checke mig selv og min bagage ind, for jeg ved hvad jeg fravælger, men endnu ikke, hvad jeg er ved at vælge. Men det finder jeg jo heldigvis meget snart ud af!

På tirsdag (den 7. august) er som sagt min afrejsedato, hvor jeg flyver til New York. Her skal jeg tilbringe tre dage på en Softlanding Camp med udvekslingsstudenter fra Danmark, Norge og Sverige. Jeg har en forventning om, at det bliver super sjovt og spændende (især for en som mig, der aldrig har været i New York), men tror også det bliver nogle lange dage for alle har nok mest lyst til at komme frem til sin værtsfamilie. 
Min værtsfamilie bor i St. Louis (helt præcist Webster Groves, der er en forstad), som ligger i Missouri. Familien består af en mor, en far og en søn, men derudover er der en ældre søn og datter, der bor i hver sin ende af USA, hvor de studerer. De og min kontaktperson kommer alle og henter mig i lufthavnen, og jeg glæder mig rigtig meget til at møde dem allesammen! 

Jeg skal nok skrive om hvad jeg synes om New York, og hvordan det var at møde min værtsfamilie for første gang. Det bliver nok det næste I kommer til at høre fra mig. Jeg sidder lige nu og ser billeder fra min sommerferie i år, og jeg kan ikke dy mig for at dele noget af det, jeg kommer til at mindes med den største glæde. 

BYE, BYE DK,


Begge billeder fra sidste skoledag med henholdsvis Emma på det øverste og Mette på det nederste




Min ven Malthe og jeg. Klar med rygsækkene pakket. Turen GÅR til Tyskland, og det var ikke så lidt en hård vandring, men det var samtidig udfordrende og sjovt!





Tina Dickow, Paper Thin: "Pack your bag, well pack it light. You can't carry much around the world" - det var vise ord som vi ikke helt forstod at følge! ;-)



Mission completed! Vores værelse i Hamburg på Generator Hostel.



 Hele dagen gik med at spotte fede biler og tage billeder med dem. 
Her: Neuer Wall :)



Efter 140 km's vandring nød vi varmen og den fantastiske succes på Starbucks i Hamburg kl. ti om aftenen!



Endelig hjemme i DK igen og nu i København med min skønne familie. Alberte til venstre, Mathilde i midten og mig til højre!





På forhånd: Undskyld!


Min skønne storesøster Anne-Sofie



I vores sommerhus i Juelsminde med min familie



En ven lavede denne kage til et afskedsarrangement jeg holdt. Kagen er super flot og smagte rigtig dejligt. Kagen fortæller om hele det område jeg kommer til at bo i både med Mississippi-floden, der løber sammen med Missouri-floden, Route 66, der kører i gennem St. Louis og den High School som jeg skal gå på i Webster Groves


Money, money, money!



Et sidste billede af min mor og jeg. Taget for kun to timer siden :)



HELLO US!