mandag den 19. november 2012

Elephant Rocks State Park

I lørdags tog jeg med min værtsmor ud på en lille roadtrip, hvor vi kørte to timer syd for St. Louis. Målet var Elephant Rocks State Park, der er et naturområde med kæmpeenorme sten! Jeg elsker at være i naturen, så jeg var totalt klar på at komme lidt ud af huset. Så lektierne blev selvfølgelig glemt og i stedet var jeg ude at opleve Missouri.
Det var med mange flere stop end forventet, fordi det var svære at finde vej, end vi først havde troet. Dog gjorde det ikke så meget, for det var hele køreturen værd, da vi endelig kom til parken. Ja, der er ikke noget som natur og storbyliv, der kan få mig til at føle mig dejligt afslappet. Og det er ikke desto mindre end sjov kontrast, ha ha. Men forskellige dage, forskellige fascinationer, går jeg ud fra :)


Min værtsmor, der tjekker kortet for at finde vej

I mens jeg venter på at min værtsmor finder vej tjekkede jeg skiltene, som vi lige havde kørt forbi, men de sagde ikke andet end "Wrong Way". Det var måske et tegn?

Endelig kom vi til parken!










onsdag den 14. november 2012

Forrygende Paul McCartney koncert

Søndag den 11. november var jeg til min længeventede Paul McCartney koncert, og jeg kan sige så meget; det var ventetiden værd!

Min værtsbror David, hans ven Gus og jeg kom til Scottrade Center klokken halv otte, hvorefter jeg ved indgangen fik taget mit kamera fra mig. Man må åbentbart ikke have et kamera af den størrelse med ind til koncerten og selvom jeg prøvede at overtale dem - ligesom ved Friendship Dance, hvor jeg overbeviste vagten om, at det altså ikke var jeans jeg havde på, men chinos - var det selvfølgelig ikke muligt at tale dem til at lade mig komme ind med mit kamera. Så jeg måtte efterlade det i en garderobe sammen med min bagpack, øv! Havde ellers håbet at jeg kunne dele nogle af mine egne billeder med jer, men det kan jeg så desværre ikke så har i stedet fundet nogle koncertbilleder fra internettet. Da jeg omsider accepterede, at jeg ikke kunne tage mit kamera med ind, var jeg klar til koncerten. Og nu kan jeg også godt se, at jeg slet ikke ville have haft lyst til at afbryde indlevelsen i koncerten for at tage billeder, for det var virkelig en forrygende koncert.

Paul McCartney spillede både gamle Beatles-sange og flere af hans egne, nyere sange, og faktisk spillede han intet mindre end 38 sange! Selvom det ikke er en specielt stor procentdel af, hvad han har udgivet, så nåede vi fra "Let It Be" til nyere sange fra hans seneste album (Kisses on the Bottom) som "My Valentin", men primært var sangene de ældre hits som alle kender. Både "Hey Jude", "Yesterday" og "Back in the U.S.S.R." var på set-listen. Hele showet var en stor fest med et kæmpe lysshow og et veloplagt publikum på 22.000 mand. Personligt kunne jeg bedst lide, når han var alene på scenen med en guitar, for selvom han er fantastisk dygtig til at få en fest sat i gang, så melder hans alder sig sommetider. Hans stemme er en smule rusten, og han får ikke altid sunget sig op på det niveau som nogle af sangene kræver, hvilket der vel ikke er noget at sige til, hvis man tager hans alder i betragning. Men når han så stod alene og sang og spillede, så blev det pludseligt intimt på en måde, der klædte ham virkelig godt. Det handlede måske også om, at jeg sad på balkonen, for jeg er sikker på, at publikummet på forreste række ville være af en anden mening. Sangen "Black Bird" var personligt min favorit for hele aftenen, hvor han ikke behøvede at holde en fest, men i stedet nå ud til folk på en mere intim måde. Ja, jeg er vist blevet lidt kedelig, men jeg synes jo, at det vilde er fedt, men det intime er lige i skabet. 
I en helhed var koncerten en oplevelse jeg ikke ville erstatte med noget andet! Paul McCartney er sjov, charmerende og virkelig dygtig, og det beviste han i søndags. Forrygende aften!

Alle nedestående billeder er fra McCartneys St. Louis-koncert på nær det øverste der er tourplakaten. Alle billederne (på nær det øverste og det nederste) er taget til St. Louis Post-Dispatch anmeldelse som I kan læse her: anmeldelse af Paul McCartney koncert









Set-listen: "Magical Mystery Tour”, “Junior’s Farm”, “All My Loving”, “Jet”, “Drive My Car”, “Sing the Changes”, “The Night Before”, “Let Me Roll It”, “Paperback Writer”, “The Long and Winding Road”, “Nineteen Hundred and Eighty Five”, “Maybe I’m Amazed”, “I’ve Just Seen a Face”, “And I Love Her”, “My Valentine”, “Blackbird”, “Here Today”, “Dance Tonight”, “Mrs. Vanderbilt”, “Eleanor Rigby”, “Something”, “Band on the Run”, “Ob-La-Di, Ob-La-Da”, “Back in the U.S.S.R.”, “I Got a Feeling”, “A Day in the Life”/”Give Peace a Chance”, “Let It Be”, “Live and Let Die”, “Hey Jude”, “Lady Madonna”, “Birthday”, “Day Tripper”, “Get Back”, “Yesterday”, “Helter Skelter”, “Golden Slumbers”/”Carry That Weight”/”The End”


En dejlig sang at gå i seng, stå op eller nyde sin dag med! For mit vedkommende er det sengetid! Håber I alle har det godt :)

onsdag den 7. november 2012

The Arch

Inden præsidentvalget i går var jeg ude at besøge The Arch, som er kendetegnet for ikke kun St. Louis, men for hele Missouri. Faktisk er der lavet en lov om at ingen bygninger i hele staten må være højere in The Arch, så den er klart noget symbolsk. The Arch går også under navnet The Gateway to the West, fordi St. Louis er den sidste større by inden byerne ved vestkysten.
Selvom buen ser rigtig tynd ud, så kan man faktisk komme op i den ved at tage en (meget lille) elevator, hvor man for oven kan kigge ud af små vinduer og se ud over hele St. Louis. Rigtigt smukt syn. 




David og Merryl





Det amerikanske flag i kælderen under The Arch. Meget relevant at få et billede af når det jo var Election Day

Ja... så sidder man i den meget lille elevator, der førte os op på toppen af buen

Billede taget fra The Arch. Som man kan se; ingen bygninger er højere!

Her kan man se The Old Courthouse, der i dag er et museum. Denne bygning ser nærmest ud som om, at den er direkte under The Arch, hvis du ser St. Louis fra Mississippi-floden. Fra det perspektiv kan man se, at der er en stribe af små parker sådan, at kun meget få bygninger ses i den bue The Arch er bygget som
The Busch Stadium, der er St. Louis Cardinal's hjemmebane

I dag den 7. november har jeg kunnet fejre, at jeg har været i USA i tre måneder! Er stolt, glad og tilfreds og glæder mig til månedsvis med flere udfordringer og oplevelser, for jeg ved at tiden kommer til at flyve afsted. Inden jeg ved af det, så står jeg i Kastrup Lufthavn med mor, far, Fie, Nikolaj og Mathilde. Selvfølgelig med en helt masse andet i kufferten, end da jeg tog afsted. 

tirsdag den 6. november 2012

Election Day

Efter at have fulgt debatterne, der har været i tv'et mellem Obama og Romney er det nu endelig tid til at tælle stemmer, og se hvem der egentlig gjorde det bedst. Så i aften skal jeg sidde klistret til skærmen og forhåbentlig se Obama blive genvalgt. Det bliver supermegagiga sjovt og håber inderligt ikke at Romney er præsident i morgen, når jeg vågner op. Har joket med Pauls far om at jeg tager hjem, hvis Romney bliver valgt til præsident, så det håber vi selvfølgelig ikke... vil gerne blive, haha!
Jeg var nede at stemme med Merryl tidligere i dag, hvor jeg fik lov at sætte det gyldne kryds ud for "Barack Obama, Joe Biden", så nu føler jeg mig dejlig amerikansk!


I VOTED...

Nu må vi håbe at Obama også er præsident i morgen, når vi vågner. Krydser fingre!

søndag den 4. november 2012

Friendship Dance

I går var jeg til den længeventede Friendship Dance, hvilket var en sjov, spændende og anderledes oplevelse. Der skulle selvfølgelig købes nyt tøj - der skilte jeg mig meget ud fra mængden, fordi alle drengene havde sort-hvidt jakkesæt på - og så blev jeg klippet på bedste danskervis. Men faktisk da jeg kom til indgangen og viste min billet, spurgte manden om det var jeans jeg havde på (dresscoden sagde "no jeans of any color"), og så gik det lige pludselig op for mig, hvorfor sort-hvidt jakkesæt var så udbredt. Jeg forsøgte at overbevise ham om, at det altså ikke var jeans, men chinos, hvilket var en løgn, men hvad skulle jeg sige? Nu tænker jeg dog mest at begrundelsen for, at han til sidst lukkede mig ind var på grund af min accent, der altid gør os lidt mindrevidende, ikke kun i skolen, men også når det kommer til simple situationer som at forstå en dresscode. 
Jeg gik sammen med Greta, Destini og Beltran, og da vi først var ved dansen, havde vi muligheden for at gå, med hvem end vi nu havde lyst til, fordi vi ikke havde en date at kigge efter. 
Arrangementet var selvfølgelig alkoholfrit, så det var om at finde sin indre danser i mellem grupper af mennesker, der nærmest nægtede at danse. Alle stod midt inde på gulvet og rokkede lidt frem og tilbage, men det var også det hele. Vi var omkring 2000 mennesker (både Webster Groves High School og Kirkwood High School var en del af dansen), så det var en del proppet, men det virkede ikke til at folk kom over akavetheden over at danse, hvilket var en skam, men det var da sjovt uanset hvad. Jeg belemrer dog dj'en for at spille dårligt, ikke "danseværdigt" musik, så det havde intet at gøre med os, haha! 
I løbet af aftenen blev dansen stoppet, så de nominerede til Friendshipking/queen-prisen kunne overrækkes, og da det var overstået fortsatte dans og musik.

Min personlige hair stylist (min værtsmor) som nu har lært at klippe mit hår, sådan som jeg havde det, da jeg kom. Jeg har stadig ikke interesse i at lade det vokse til amerikanske længder. Her ser mit hår nu rimelig amerikansk ud


Efter klipning var det hurtigt på med tøjet, og så skulle der selvfølgelig tages et billede af min værtsbror David og jeg. Her ser man forskellen på amerikaner og europæer

Greta og jeg

Destini og jeg

Destini og Greta

Fra venstre: mig, Greta, Destini og Beltran