tirsdag den 19. februar 2013

Geder, goder og glæder!


Ja, det blev så en måned igen. Fandens også! Tør ikke at love at skrive oftere, for jeg har noget med at bryde det løfte, så lad os nu bare sige, at vi ser hvad der sker, ikke?

I gennem den sidste tid er meget sket, og nu hvor solen trænger i gennem de grå skyer, og vi—forhåbentligt—kan byde foråret velkomment meget snart, byder jeg de (ufatteligt vigtige) fire-fem læsere velkommen til MIT lille, amerikanske univers, der snakker geder, goder og en ganske masse andre glæder.

Jeg har aldrig været en dyreven. At tage i zoologisk har aldrig sagt mig en disse, og jeg husker faktisk at have sagt noget i stil med, at jeg hader ALLE dyr (med én undtagelse: hunde!). Ikke desto mindre er det endnu et punkt, hvorpå jeg har ændret mig i de sidste seks måneder. Nu elsker jeg simpelthen bare dyr. Så længe de er søde, uden vinger, sover om natten og ånder om dagen, så kan de alle være min ven. Selvfølgelig er det min værtsfamilie jeg kan takke for at gøre min tidligere ligegyldighed over for dyr til skamme. Hér er der både en hund og en kat, samt høns og geder.

Sidste-sidste weekend var jeg i gang med at rydde op efter en lille komsammen, jeg havde holdt aftenen før med et par venner, da jeg pludselig hører et skrig! Første gang reagerer jeg ikke, da jeg tænker at det blot er nabobørnene på trampolinen, der kører den amerikanske stil. Men da jeg anden gang hører dette skrig, beslutter jeg mig for at gå ud at tjekke efter. Og jeg havde ret i mine (bange) anelser. En af vores geder havde lige født en baby-ged. Jeg kan ikke tale mig fri fra, at jeg panikkede fuldstændig helt og aldeles, eftersom at mor-geden havde besluttede sig for at føde foran engangen til vores ministald. Eftersom min værtsmor på forhånd havde pointeret, at jeg var nødt til at vaske blod og slim væk fra ansigt og næse på baby-geden—det er så de ikke inhalerer det igen og ja... dør—var jeg rimelig hurtig til at løbe omkring stalden, i mens jeg omfavnede både håndklæder og plastikhandsker. Halvulækkert var det selvfølgeligt, men kan sige at det ikke tog lang tid, før jeg havde vænnet mig til lugtene, atmosfæren og synet der mødte mig. Snart var handsken af igen og jeg rørte denne søde, lille alien med mine egne, bare næver. Og nej, jeg er på ingen måde sart, så dette var blot et spørgsmål om at vænne sig til situationen (og fortælle dig selv at det er ”alright”), hvilket når panikken rammer og spørgsmålet om at handle hurtigt lander, kan gå noget så stærkt—vel fordi der ikke er meget andet at gøre eller tænke på.

Gederne er der billeder af længere nede i dette indlæg. Selvfølgelig af baby-ged Benjamin. For resten er han opkaldt efter Benjamin Franklin. Eller nej, det er ikke korrekt. Han er navngivet Benjamin, fordi jeg bare synes, at det passede godt. Og så besluttede jeg mig for, at han var opkaldt efter Franklin senere. Så han er vel ikke rigtig opkaldt efter Franklin? Vi kalder ham bare Benny.

Goderne jeg nævner består i alle de hverdagsagtige, ordinære, almindelige, normale, halvkedelige, spændende og ualmindeligt sjove episoder jeg oplever hver dag. Dem vil jeg komme nærmere ind på senere (tilføjer nogle billeder om liv og glæde i et senere indlæg). Derudover har jeg været på en forrygende ferie i Seattle, som jeg skriver et indlæg om inden for de næste par dage.

Savner mor, far, søskende, mormor, alt andet familie, Mira, Malthe og alle de andre venner og væsener i DK, men jeg nyder samtidig de sidste måneder rigtig, rigtig meget. Håber også I har det godt!










Havde to venner på besøg et par dage efter. De var MEGET interesseret i at se geden så hva' fanden... her er vi så!

Mor-ged og mig!



3 kommentarer:

  1. Elsker bare din gedehistorie Mikkel. Godt klaret min ven!

    SvarSlet
  2. Hej Mikkel, fed blok du har!! (og fedt navn du har!)
    Jeg skal selv til USA til sommer og undrer mig over om jeg skal tage min bærbar med? tænker det er nemmest med noter osv..

    SvarSlet