søndag den 6. oktober 2013

Hey Danmark!

Er glædeligt, men sørgmodigt hjemvendt til Danmark. Ti måneder gik i en nation, med et folk jeg elskede og foragtede - blot et strejf af en tanke om at have været denne oplevelse foruden gør mig trist og tom. Den var virkelig; denne drøm jeg havde haft. Pludselig bestod den ikke længere af forestillinger, idéer og håb, men af faktiske begivenheder, problematikker, hverdagsdilemmaer og kedsomhed. Den bestod af morgenkaffe, cereal, fester, farver, solopgange, mandage, hovedpine, venskaber og denne bittersøde følelse af at min verden pludselig udspiller sig i en lille liberal familieforstad kaldet Webster Groves. Ja, jeg savnede Danmark, men ikke desto mindre var det ikke længere mit 'hjem'. Dette havde flyttet destination sammen med mit hjerte, der nu var bundet sammen med et afgivet løfte om et forevigt eksisterende venskab og et gensyn som Europa-rejsere i sommeren 2014. Løfter er afgivet, og løfter skal holdes. Nu befinder vi os på hver sin side af Atlanterhavet, og mon ikke det på mange måder styrker vor venskab og binder os endnu tættere sammen? Fordi drømmen om hvor godt det hele var styrkes af mindet om dette, og det konstante savn vi føler ved ikke jævnligt at ses.

Tak USA for at vise mig det grimme og det smukke og hvordan disse altid smelter sammen til et helstøbt menneske. Hvordan man ikke er, for at sige det på go' og gammeldaws jysk, dum og træls, blot fordi man prædiker noget jeg kun kan stille mig uenig overfor. Som Natasja siger:

"Verden den er stor. Mærk dig mine ord."


Derfor må vi lære at tolerere og acceptere forskellighed - også over for dem, der ikke gør. Dét fik USA mig til at indse, trods den snævertsynethed, der specielt er eksisterende i verdens mest multietniske samfund. Verden, dén er stor, og vi kan ikke undgå at være uenige eller at gå skævt af hinanden, og det er vel det smukke ved livet; at kunne være uenige, men samtidig enige. Altså at vi kan være enige om at være uenige uden at flå hovederne af hinanden. USA forærede mig et helt nyt perspektiv til hvordan livet bør anses.

Tak!


PS.
Jeg undskylder for ikke at have brugt bloggen hyppigt i de sidste måneder af mit ophold. Men mit liv tog virkelig et "turn" deromkring marts-april, der gjorde, at jeg opholdte mig det meste af tiden ude i det pulserende Webster Groves liv (lyder fedt, huh?). Intet nyt er godt nyt, som de siger. Og, det var det virkelig!

Min fødselsdag, den 3. april. Fik lækre cupcakes af en pige fra min Am. Lit.-class (amerikansk litteratur)

Greta og jeg og endnu et af vores mange selfies

Hippie day på skolen

Prom. Destini til venstre var min skønne prom date. Anaïs date måtte aflyse i sidste øjeblik, og dermed var jeg altså så heldig at tage dem begge med til dansen

Prom billede. Jeg var ikke ret glad for jakkesættet, men jeg synes nu selv jeg gør det ret godt herpå!


Min ESL-class (English Second Language). Kun for udvekslingsstudenter og tilflyttere fra andre lande. Dette billede er taget i vores sidste time sammen!

Anaïs og jeg til vores første (og sidste) Cardinals game (baseball)

Anaïs, Beltran og jeg ved graduation. Stor dag!

Greta, Anaïs, Beltran og jeg - de fire udvekslingsstudenter på WGHS: Litauen, Østrig, Spanien og (selvfølgelig) Danmark


Min værtsbedstemor Sharon til venstre, mig i midten og min værtsmor til højre.

Anaïs og jeg

Jean-Richard, Anaïs og jeg

Et af de sidste aftensmåltider sammen

Nanami og jeg til hendes graduation party

Jill og jeg i lufthavnen en time før flyet lettede. Meget, MEGET vemodigt

Familien Søe Pedersen/Sandberg forenet igen. Så forstår man virkelig, hvorfor man savnede dem!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar